Frirum
Samtalegrupper for børn og unge, der vokser op i hjem med psykisk sygdom
Hvad er Frirum?
Frirum er et tilbud til børn og unge, der vokser op i hjem med psykisk sygdom. Hvis f.eks. mor eller far er ramt af psykisk sygdom, kan det i perioder være svært for dem at være den forælder de ønsker at være. Den psykiske sygdom påvirker hele familien og kan i perioder spænde ben for det gode samvær. Børnene har ofte mange bekymringer, kan have svært ved at forstå den psykiske sygdom og de går ofte alene med deres tanker.
Frirum er et tilbud om at deltage i en samtalegruppe med ligesindede. Her kan børnene tale om deres oplevelser, følelser og tanker med andre børn og unge i samme situation og med de voksne gruppeledere. De finder ud af, at de ikke er alene, de lærer lidt mere om deres forældres sygdom og bliver bedre rustet til at håndtere de belastninger, som de oplever i hverdagen, når sygdommen fylder.
Hvordan foregår et gruppeforløb?
Frirum ledes af to specialuddannede gruppeledere. Gruppen mødes 1 gang om ugen i 2 timer i 8 uger. Derudover afholdes der familiesamtaler med den enkelte familie før gruppen startes og i forbindelse med afslutningen. Mødegangene vil veksle mellem samtaler, øvelser og lege og der er plads til både sjov og alvor. Gruppeforløbet vil foregå på en hverdag efter skoletid. Det tilstræbes, at gruppeforløbet er i nærområdet, men det vil afhænge af gruppens sammensætning.
Hvem er i målgruppen?
Målgruppen er børn og unge i skolealderen fra 1. til 10. klasse. Børnene/de unge skal have mindst en forælder/stedforælder med psykisk sygdom eller psykiske vanskeligheder. Det er ikke den eventuelle ’diagnose’, der er afgørende, men det kan fx være stress, angst, depression, skizofreni, borderline, bipolar mv.
Hvordan foregår henvisning?
Henvisning kan ske via en af de professionelle, der kender barnet eller familien. Det kan f.eks. være en lærer, pædagog, socialrådgiver eller sundhedsplejerske, der udfylder og indsender henvisningsskema, på baggrund af dialog med barn/ung og forældre. Forældrene skal give samtykke hvis barnet er under 15 år.
Forældre eller andre i det private netværk omkring barnet kan også selv tilmelde barnet/den unge ved at udfylde henvisningsskemaet.
Henvisningsskemaet kan udfyldes digitalt og indsendes automatisk. Alternativt kan skemaet downloades, udfyldes og mailes til frirum@frederikshavn.dk.
Herefter vil familien blive kontaktet af en af gruppelederne for en uddybende samtale.
Eventuelle spørgsmål kan sendes til frirum@frederikshavn.dk